Grundlag

”Vi mennesker står på skuldrene af hinanden.”

Historie

Tilbage i 2010 udarbejdede Th. Langs Skole en vision, der bl.a. indeholdt ønsket                om en børnehave, som kunne være med til at sikre grundlaget for et stabilt                            og godt elevtal og samtidig udvikle overgangen fra børnehave til skole.

03.05.21 åbnede Th. Langs Børnehave i nyrenoverede bygninger. Børnehaven er placeret i forbindelse med skolens indskoling, der består af 0. og 1. klasse, på Hostrupsgade.

Børn
Børn

Formål – et godt sted at være og lære

Alle børn i Th. Langs Børnehave skal opleve en tryg og glad hverdag og den bedste overgang mellem børnehave og skole.

Vi vægter det enkelte barns trivsel højt i fællesskabet. Der er fokus på tillid og socialt medansvar, så alle børn føler sig værdsat, trods forskelligheder, og lærer at tage hensyn til hinanden. Der er plads til forskellighed med højt til loftet og gode udfoldelsesmuligheder.
Vi arbejder målrettet med børnenes forståelse af socialt samspil og tilstræber, i samspil med forældrene, at støtte børnenes naturlige udvikling. Vi har fokus på at styrke børnenes evne til at blive selvhjulpne, og på at de kan fungere i grupper.

Oplevelsen af at høre til i et fællesskab skaber robusthed. Vi er os selv takket være de andre.
Formålet for Th. Langs Børnehave har sit afsæt i Th. Langs Skoles værdisæt og vision.

Vision

Th. Langs Skole skal være en tydelig lærings- og kulturinstitution, hvor mennesker i fællesskaber trives og er nysgerrige, skabende og medansvarlige for omverdenen.

Værdigrundlag

Th. Langs Skole er en fri grundskole med tilhørende 10. klasse, børnehaveklasse samt egen SFO-/Klub.

Th. Langs Skoles menneskesyn er baseret på åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Den enkelte elev skal støttes i at forstå sig selv som en del af en større helhed, og dermed i både at opnå tro på egne muligheder og i at udvikle forståelse for andre kulturer, for medbestemmelse og medansvar og for rettigheder og pligter.

Skolens værdigrundlag er baseret på et læringssyn der har det mål at fremme elevernes faglige dygtighed, færdigheder og selvstændige tænkning gennem et alsidigt og varieret tilbud af arbejdsmetoder og udtryksformer, hvorigennem eleverne sikres lyst til at lære og fordybe sig.

Th. Langs Skoles undervisningssyn afspejles gennem en undervisning, der tager udgangspunkt i den enkelte elevs forudsætninger og giver mulighed for fordybelse og faglig udfordring.

Undervisningen er endvidere baseret på en dannelseskultur hvor eleverne udfordres kropsligt og æstetisk, således at fantasi, kreativitet og skabende virksomhed bliver vigtige elementer i elevernes læreprocesser.

Klatre

Th. Langs Børnehaves mål

”Børn skal hjælpes til at nå de mål, de sætter sig, og det lykkes ikke altid, men så er det op på hesten igen”

Med vores overgangspædagogik ønsker vi at bevare børnenes medfødte lyst til at lære og fordybe sig. Det understøtter vi med musiske, kropslige og kreative aktiviteter, der styrker børnenes fantasi og lyst til at være med. Vi ønsker at have øje for børnenes mestringsstrategier.

Da børnehave og indskoling deler matrikel, skaber det optimale vilkår, for at overgangen fra børnehave til skole opleves så let som muligt. Ikke alle vores 0. klasser vil komme fra Th. Langs Børnehave, men de, der gør, vil være gode kulturbærere for de udefrakommende børn.

De løser opgaven i samarbejde med det pædagogiske personale, som bevæger sig i både børnehave og skole - og ikke mindst i samarbejde med eleverne fra 1. klasse. Det er vigtigt for os, at skolens yngste elever er med til at drage omsorg for de nye børnehavebørn og hjælper dem til en god start.

Det sociale mål er, at børnene føler sig trygge og bliver en del af fællesskabet. At børnene kan aflæse andres mimik, kropssprog og situationsafhængige signaler. Vi ønsker at udvikle børnenes måder at udtrykke sig på gennem samarbejdsøvelser og generel deltagelse i leg og fællesskab med andre.

Målet er at fremme det enkelte barns selvværd, udvikle barnets lyst til leg og læring og til at udtrykke sig, samt at styrke barnets sociale kompetencer både for barnet selv og til gavn for fællesskabet.

For Th. Langs Børnehave børn betyder det:

  • At de træder ind i et trygt og kendt fællesskab
  • At de møder kendte voksne, som allerede kender dem og deres styrker
  • At de modtages af indskolingsbørn, som de kender fra tidligere lege og projekter
  • At omgivelserne er kendt territorie

Th. Langs Børnehave

Her kan du finde Th. Langs Børnehaves vedtægter.